Museet for Religiøs Kunst · adresse · Tlf. xx xx xx xx · info@mail.dk
Et sted at være - Ken Denning
15-10-2019 - 15-12-2019
Udstillingen viste 25 originale illustrationer af billedkunstneren Ken Denning. Værkerne er i blandteknik og indgår som illustrationer til den nyligt udgivne salmebog: 25 salmer. Denning har udgivet bogen i samarbejde med sognepræst Tine Illum og organist Søren Andresen fra Sdr. Bjert Kirke.
Ken Denning skriver i forordet til bogen:
Femogtyve forsøg og betragtninger.
En rejse i erindringernes spor og ad nye stier.
En rejse i sorgen, glæden og håbet. Troen og tvivlen.
En rejse i et liv.
En rejse, hvor jeg genkendte det, jeg aldrig før havde set.
Salmerne bragte mig på rejsen.
Jeg har, som salmen, forsøgt at beskrive det, der vanskeligt lader sig beskrive.
Det kan i sagens natur ikke blive til andet end antydninger og mulige veje.
Om kunstneren
Ken Denning er født i Sønderborg i 1957 og uddannet fra Det fynske Kunstakademi i 1986. Han har udstillet i ind– og udland og er blandt andet repræsenteret i Kobberstik-samlingen, Statens Museum for Kunst.
Museumsinspektør Eva Bræmer-Jensen beskriver i katalogtekst fra Trapholt Kunstmuseum, 2004 Dennings kunst således:
Den oprindelige inspiration kan være oplevelser af Færøernes og Islands vældige klippemassiver eller af mere hjemlige landskabsformer, som de findes i for eksempel Øst- og Sønderjylland eller på Fænø i Lillebælt. Uanset hvor Ken Denning henter sin landskabsinspiration, er det karakteristisk at såvel naturens ro som dens omskiftelighed og ofte markante konturer sætter sig billedmæssigt igennem i de anvendte kontraster: mellem det åbne og det lukkede, det organiske og det lineære, det lyse/hvide og det mørke/sorte. Resultatet er næsten altid en meget energiladet og dramatisk fremstilling.